Er dette årets frækkeste tyveri? Sådan plyndrede iskold udenlandsk storfamilie børnetøjsbutik
En stor udenlandsk familie på 8-10 personer forsøgte onsdag formiddag at slippe afsted med et yderst frækt og åbenlyst tyveri i en tøjbutik på Støberivej i Køge. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Cirka 10.15 kom den store gruppe personer – både voksne og børn – ind i butikken. Her blev de medbragte børn iklædt forretningens tøj, og derefter forsøgte hele gruppen at forlade stedet uden at betale.
Personalet konfronterede dem angående den manglende betaling af tøjet, og derfor blev det meste af tøjet efterladt. Det lykkedes dog at slippe afsted med en mørkeblå børnejakke.
De flygtede i en grå Audi A6 med tyske nummerplader og en anden bil, der beskrives som en stationcar, og som også havde tyske nummerplader.
Politiet ledte forgæves efter de to biler med de mistænkte, som af personalet blev beskrevet som sydøsteuropæiske af oprindelse.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket de to biler eller de mistænkte i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.