Er det Danmarks frækkeste butivstyv? Sådan slap han afsted med 50 tommer fladskærm
Man har hørt om frække og kække butikstyve før, men onsdag havde Elgiganten på Nørrevænget i Silkeborg besøg af en af de helt kække. Det skriver silkeborgnyt.dk.
Omkring klokken 18 tog han nemlig en 50 tommer Philips fladskærm og en grøn Electrolux støvsuger gennem kassen - uden at betale. Bag kassen stod nemlig en kvindelig ekspedient, som butikstyven henvendte sig til med et "tak for god service" - og smuttede ud af butikken.
Efter manden havde forladt Elgiganten fandt personalet ud af, at han ikke havde betalt for de to varer. Nu efterlyses tyven, og selvom det er et sparsomt signalement, så håber politiet at høre fra borgere, der eventuelt har set en mand slæbe med et stort fjernsyn under armen.
Butikstyven var iført en jakke med et logo fra byggefirmaet Enkon.
"Hvis andre har set manden med den jakke, må de gerne rette henvendelse til os," siger Flemming Just fra lokalpolitiet til silkeborgnyt.dk.
Næste skridt er at politiet skal gennemse videoovervågningen fra Elgiganten.
Ifølge en ansat hos Elgiganten har butikstyven været rundt i andre forretninger med den jakke. Ser eller har du set ham, kan du kontakte politiet på telefon 114.