Første kapital afsluttet i langvarig stalking-sag
Fire måneders ubetinget fængsel er en passende straf for at have overtrådt tilhold mod ekskone 1.500 gange, mener Vestre Landsret
En 54-årig mand fra Aarhus fik 25. september en dom på fire måneders ubetinget fængsel for at have stalket sin ekskone ved over en længere periode at sende hende over 1.500 mails, selvom han havde et tilhold mod ekskonen og derfor på ingen måde måtte kontakte hende.
Den dom var for mild, mener anklagemyndigheden, som derfor ankede straffen til Vestre Landsret, hvor sagen blev behandlet ved en domsmandssag mandag 16. december.
Forsvareren havde kontraanket dommen til formildelse, men hverken anklagemyndigheden eller forsvareren fik medhold i deres anke, idet landsretten besluttede at stadfæste byrettens dom på fire måneders ubetinget fængsel. De i alt seks dommere og domsmænd var dog ikke enige i straffen, som blev afgjort ved flertalsafgørelse. To af dem stemte for at skærpe straffen til seks måneders ubetinget fængsel, men da de andre fire stemte for fire måneders fængsel, endte det med en stadfæstelse af byrettens dom.
Sagen kort
Den 54-årige mand fik 3. januar 2019 et tilhold i fem år mod at kontakte sin ekskone, som han har to mindre børn sammen med.
Allerede efter et par uger brød han tilholdet ved mellem 18. januar og 21. januar at sende 83 emails til ekskonen. Han blev afhørt og sigtet for at bryde tilholdet, men 4. marts var den gal igen. I løbet af dagen sendte han hende 21 emails, hvilket førte til en ny afhøring og sigtelse.
Fra 27. maj til 19. juni sendte han hende 342 emails og fra 8. juli til 3. september yderligere 1.070 emails.
Som en følge af de mange brud på tilholdet blev han i slutningen af august og begyndelsen af september to gange anholdt og fremstillet i Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling. Begge grundlovsforhør endte med løsladelse, men anden gang blev kendelsen omgjort af landsretten, der 5. september idømte ham varetægtsfængsling.
Skærpende og formildende
Da den 54-årige mand erkendte sig skyldig i de mange overtrædelser af tilholdet, kørte sagen som en tilståelsessag i byretten 25. september, der altså kom frem til en dom på fire måneders ubetinget fængsel.
Ved mandagens ankesag i Vestre Landsret krævede anklageren straffen sat op til 7-8 måneders ubetinget fængsel. Anklageren fremhævede som skærpende omstændigheder det store antal overtrædelser, at det var sket over en længerevarende periode på mange måneder, og at han var blevet ved med at bryde tilholdet på trods af gentagne sigtelser og grundlovsforhør.
Anklageren medgav, det var en formildende omstændighed, at ingen af beskederne til ekskonen indeholder trusler, hvilket også forsvareren hæftede sig ved. Forsvareren fremhævede desuden, at beskederne var sendt i frustration over ekskonens angivelige utroskab, mens de stadig var gift. Og at der kun var tale om beskeder og altså ikke fysisk fremmøde, ligesom hendes klient er tidligere ustraffet.
Loven om tilhold har en strafferamme på to års fængsel, men dommerne i landsretten vurderede, at fire måneders ubetinget fængsel var passende for en sag af denne karakter og omfang. De to dommere, der gik ind for en højere straf, havde begrundet det med, at overtrædelserne var sket over en længere periode.
66 sms’er i fuldskab
Udover den netop stadfæstede dom på fire måneders fængsel har den 54-årige aarhusianer fået en dom på to måneders ubetinget fængsel for at have sendt 66 sms’er til ekskonen. Efter domsafsigelsen 25. september blev han løsladt 16. oktober, fordi sagen blev anket. Da han blev løsladt, blev han så påvirket af et billede på Facebook af ekskonen og hendes nye kæreste, at han drak sig tordnende fuld og sendte hende de mange sms’er, som var et nyt brud på tilholdet.
Det kostede en ny varetægtsfængsling, inden denne nye sag blev afsluttet 29. november i retten med dommen på to måneders fængsel. Efter domsafsigelsen blev han løsladt, fordi han flere gange havde været varetægtsfængslet og dermed afsonet straffen.
2 kroner på MobilePay
Seks dage efter den seneste løsladelse gik det igen galt for den 54-årige mand. Under meget kraftig påvirkning af alkohol overførte han natten til 4. december tre gange 2 kroner på MobilePay til ekskonen.
Beløbet refererer til en konflikt med ekskonen, som mens de stadig var gift i 2015 havde en affære med sin chef. Chefen var også gift, og han gav hende derfor en tokrone, som skulle symbolisere en vielsesring, indtil de kunne blive gift.
MobilePay overførslerne kostede en ny anholdelse og varetægtsfængsling, idet retten takserede overførslerne som et brud på tilholdet.
Den 54-årige mand er således for tiden varetægtsfængslet og blev ved dagens retsmøde i Vestre Landsret eskorteret til og fra arresten i Aarhus af to betjente.
Alkoholbehandling
Ved ankesagen i Vestre Landsret fortalte han, at han altid har været alkoholpåvirket, når han har sendt beskeder til ekskonen og dermed overtrådt tilholdet mod hende.
Han har flere gange tidligere i retten lovet, at han ikke ville sende hende flere beskeder, men han har nu erkendt, at han ikke kan styre det, når han drikker.
Derfor har han nu, fortalte han i landsretten, søgt om og fået lov til at komme i alkoholbehandling i arresten, og han har tænkt sig at fortsætte behandling efter løsladelse.
Han bor hos sin mor i den nordlige del af Aarhus Kommune.
Lokalavisen har fulgt sagen siden det første grundlovsforhør med den 54-årige mand og skrevet disse tidligere artikler: