Fortsæt til indhold

Ægtepar vækket af mand, der prøvede at komme ind i huset

Peter Holm og hans kone var rystede over natlig episode - og over at politiet ikke kom ud til dem

Krimi
Jeppe Rafn

Lokalavisen skrev for nylig om en familie i Hasselager, der en aften blev vækket af hårde bank på soveværelsesvinduet. Flere andre i lokalområdet er angiveligt blevet vækket om natten af banken på døre og ruder, og artiklen om nattebankeri har fået Peter Holm fra Højbjerg til at kontakte Lokalavisen med en lignende historie, der skete natten til lørdag 7. september.

”Vi lå og sov og blev vækket af en, der stod udenfor og ruskede kraftigt i glasdøren og bankede på ruderne i vores soveværelse. Vi kunne se ham gennem gardinet, og han blev ved i et stykke tid,” fortæller Peter Holm, der bor på Grumstolsvej i Højbjerg.

Da manden endelig stoppede og gik nedad en sti, åbnede Peter vinduet og råbte, han skulle forsvinde og blive væk.

Det var så det, tænkte Peter og hans kone, men efter fem minutter kom manden tilbage. Denne gang gik han hen til husets fordør og flåede i håndtaget og bankede på døren.

Ringede 112

”Det var en anelse for spændende, og jeg tvivler på, han kom for at låne en kop sukker. Vi bor lige op til skoven i Skåde, og det var ikke til at vide, om der stod flere i haven og ville med ind, så jeg ringede 112. Jeg fortalte, der stod en mand udenfor og rykkede i vores dør, at det var meget ubehageligt, og om de ikke kunne sende en bil forbi,” fortæller Peter Holm.

”Ham jeg talte med vidste ikke lige, om der var en bil i nærheden, og jeg havde oplevelsen af, at jeg ikke blev taget alvorligt og fik en sludder for en sladder.”

Efter lidt tid holdt ruskeriet i døren op, men Peter og hans kone var lysvågne efter den ubehagelige oplevelse. De bor højt oppe og er helt sikre på, at der ikke kom nogen politibil forbi deres hus.

Rystede naboer

Dagen derpå var ægteparret noget rystede over episoden og talte med naboerne om det.

”De var også noget rystede over hændelsen og ikke mindst det, at politiet ikke dukkede op. Jeg finder det stærkt bekymrende, at politiet ikke dukker op til en pågående hændelse, hvor en person prøver at komme ind i et hus, velvidende der er nogen hjemme. Det kunne lige så godt have været et hjemmerøveri, og det er bestemt ikke tryghedsskabende, at politiet ikke kommer ud,” fortæller Peter Holm.

Skal sikre tryghed

Lokalavisen har været i kontakt med Østjyllands Politi for at få en kommentar til, at politiet ikke rykkede ud til den specifikke hændelse.

”Vi anerkender, at anmelderen var utryg, og vi er rigtig kede af, at han synes, han ikke rigtig bliver taget seriøst. Vi skal sikre, at alle er trygge, og hvis folk er utrygge, har vi ikke opfyldt vores mission. Vi er nødt til at disponere blandt opgaverne, men set i bagklogskabens lys ville jeg ønske, at vi var kørt derud fremfor at prioritere andre opgaver,” siger Jesper Bøjgaard Madsen, der er leder af Operativt Center ved Østjyllands Politi.

Gemte sig i garagen

Dagen efter episoden kunne Peter Holm se, at manden havde været i ægteparrets garage, hvor han efter Peters opfattelse havde gemt sig mellem de to besøg. Bilens spejle var slået ind, og elinstallationen til garageporten var ødelagt, så den ikke kunne lukkes.

”Det kan godt være, han var påvirket, men det siger mig, at han var klar nok til at sikre sig, han kunne komme ud igen, så han var altså ikke helt bedøvet. Det er lidt uhyggeligt, og det gør det jo heller ikke bedre, hvis han nu har været påvirket af for eksempel narko.”