Fem timers fartkontrol indbragte en halv million kroner
456 bilister kørte for stærkt ved Storebæltsbroen
En automatisk trafikkontrol på Vestmotorvejen ved Korsør nær Storebæltsbroen blev en indbringende forretning for statskassen.
Ikke færre end 456 trafikanter kørte for stærkt på et sted, hvor man højest må køre 90 km/t. De skal alle af med mindst 1.000 kroner, som er den mindste hastighedsbøde. Ud af de 456 kørte 37 så meget for stærkt (mindst 30 procent), at de får et klip i kortet. De får en bøde på mindst 2.000 kroner plus 500 kroner til Offerfonden. Samlet set skal trafikanterne derfor bøde med omkring en halv million kroner.
Hastighedskontrollen fandt sted søndag 22. december mellem kl. 14.35 og 19.20, skriver fyens.dk.
Ifølge den fynske avis er der ofte hastighedskontrol på den sjællandske motorvej ved Storebæltsbroen.
Ved søndagens kontrol blev der målt 3.944 trafikanter, så mere end hver tiende kørte altså for stærkt. Den der trådte mest på speederen blev målt til 148 km/t.
jr