Fortsæt til indhold

Tyvene benytter samme fremgangsmåde

Politiet er det seneste døgn blevet kaldt ud til to indbrud i Skanderborg Kommune

Krimi
Arkiv

Indbrud Der er ikke så meget nyt i, at juletiden er guf for indbrudstyve, der benytter sig af juleferie-forladte huse til at gå på rov. Og ifølge dagens vagthavende hos Sydøstjyllands Politi er tyvene vist allerede begyndt deres indbrudstogt. Der meldes nemlig om flere indbrud rundt omkring i politikredsen, og alene i Skanderborg er der det seneste døgn blevet anmeldt to indbrud.

En hustand på Skovkanten i Skanderborg blev fredag aften udsat for indbrud, da gerningsmanden brød en terassedør op og i den forbindelse knuste en rude i døren, oplyser dagens vagthavende hos Sydøstjyllands Politi.

Herefter var personen rundt i hele huset, det er dog endnu ikke opgjort, hvad der er blevet stjålet. Politiet oplyser desuden, at det ikke har særlig mange spor at gå efter. Indbruddet skete omkring klokken 20.30.

Fredag blev der også begået indbrud i et hus i Søbyen i Skanderborg, hvor gerningsmanden brød et kontorvindue op og efterfølgende også var rundt i hele huset. Heller ikke her er det blevet opgjort, hvad der er blevet stjålet.

Politiet melder desuden, at de fleste indbrud i politikredsen er blevet begået med samme fremgangsmåde, hvor vinduer er blevet brudt op.

jwh