Kæmpe stillads væltet: "Det her er det største svineri, jeg har oplevet"
Et stort stillads, som var opsat ved en fem-etagers bygning på Scandiagade tæt ved Sydhavns Plads i København, er natten til søndag omkring klokken 01.30 væltet ud over kørebanen med store materialle skader til følge. Der er flere spor, der peger på, at stilladset er blevet væltet bevidst, skriver TV2.
Ejer af stilladset, Michael Iversen fra FM Stillads Service, mener at kunne se, at det er pillet ned af nogle professionelle, da der blandt andet er fundet reb, som ikke burde være der, og at fastgørelserne til facaden er blevet løsnet med værktøj.
"Det her er det største svineri, jeg har oplevet i de 30 år, jeg har været selvstændig. Man gør ikke noget som det her, det er ikke i orden. Heldigvis er der ikke nogen, der er kommet til skade," siger Michael Iversen til TV2.
Københavns Politi støtter vurderingen af, at stilladset er blevet væltet:
"Det er også vores tese lige nu, at det er blevet væltet, også fordi det ikke har blæst noget særligt i nat. Men nu skal vi ud i dagslys og besigtige det hele selv og tjekke videoovervågning, før vi kan sige noget nærmere," siger vagtchef Michael Andersen til TV2.
jn