Jalousi-drama om kvinde i fitnesscenter: Mand amok med 35 cm lang machette
Ifølge politiet var jalousi årsagen til opgør mellem to mænd
Et drama med trusler og kniv fandt sted i aftes i et fitnesscenter på Hovedgaden i Hvalsø på Sjælland, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Klokken 22.43 anmeldte en 18-årig mand fra Hvalsø, at han under ophold i fitnesscenteret var blevet opsøgt af en anden mand, som mente at have en privat uoverenstemmelse med den 18-årige.
Da den 18-årige ikke ville komme ud til den truende mand, kom han ind i fitnesscentret, hvorefter der opstod tumult mellem de to mænd, oplyser politiet. Den truende mand trak en stor kniv frem og truede den 18-årige med den, inden han forlod stedet.
Politiet fandt frem til den 20-årige på en adresse i Hvalsø, hvor han blev anholdt og sigtet for trusler mod den 18-årige. Videre fandt politiet trusselskniven, som var en machete på 35 cm, og en ulovlig lommekniv i forbindelse med en ransagning.
Den 20-årige blev løsladt efter afhøring til sagerne, der formodes at være opstået på grund af uoverensstemmelser om et kvindeligt bekendtskab, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.