Antikke elefanter stjålet fra forladt hus
Politiet har registreret flere indbrud over weekenden i Skanderborg Kommune
I alt fem anmeldelser om indbrud har Sydøstjyllands Politi fået ind fra Skanderborg Kommune over weekenden.
Et af dem blev begået i et hus i Søndergade i Galten. Ejerne er fraflyttet, og huset står til salg, men på et tidspunkt mellem klokken 23 og 23.59 onsdag blev der begået indbrud via en kælderdør, hvis karm blev ødelagt.
Forholdet blev først anmeldt fredag formiddag.
Fra huset blev der stjålet en plæneklipper, noget it-udstyr, en græstrimmer og to antikke, indiske elefanter med stødtænder. Politiet kan hverken berette om størrelsen eller værdien af elefanterne.
Fredag blev der to indbrud i villaer i Skanderborg.
På Blåmejsevej blev der mellem kl. 01 og 08 opbrudt et vindue, og tyven var rundt i hele hytten. Ejerne var på ferie, så der er ikke overblik over stjålne genstande.
Det samme var tilfældet i Blommehaven. Her var tyven også rundt over det hele. Adgang til huset var gennem en aflistet rude.
På Sølystvej kom en tyv ind gennem et opbrudt kældervindue mellem fredag klokken 14.30 og søndag klokken 18.30.
Der blev stjålet smykker og sølvtøj, og på stedet blev der fundet et koben, som nu skal sendes til tekniske undersøgelser.
På Sønderlundsvej i Bjødstrup var der et forsøg på indbrud natten til i dag, mandag. Her blev beboerne vækket af larm i løbet af natten, og det kunne efterfølgende konstateres, at låsen i hoveddøren var forsøgt banket op - uden held.
dp