Fortsæt til indhold

3-årig dreng forsvandt i nat - skraldemand blev dagens helt

Stor eftersøgning efter 3-årig dreng, der i nat blev meldt savnet fra sit hjem i Hørning

Krimi
Jeppe Rafn

En dreng på tre år blev i nat meldt savnet fra sit hjem i Møllevænget i Hørning, hvor han var forsvundet fra mellem klokken 23.45 og 00.30.
3 årig dreng gået fra Møllevænget i Hørning i tidsrummet kl. 2345-0030. Politiet er massivt tilstede for at finde drengen.
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) 30. oktober 2017 "Faren skulle hente moren på arbejde, og da de kom hjem, var drengen væk, og de gik i panik," fortæller vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi.
Som det første gennemgik politiet familiens lejlighed, fordi det ofte viser sig, at børn gemmer sig i hjemmet. Det gjorde han dog ikke, og så satte politiet en kæmpe eftersøgning i gang med helikopter og 12 hundeførere, der blev kaldt til fra det meste af Jylland.
Politiet satte en større eftersøgning i gang og efterlyste drengen, som stammer fra Afrika og kun havde t-shirt og shorts på i nattekulden. Temperaturen i Østjylland har i nat været nede omkring frysepunktet.
Heldigvis blev drengen fundet klokken 02.55 cirka to en halv time efter, han var blevet meldt savnet. Han lå og sov på en bænk på Århusvej cirka 500 meter fra hjemmet. Han var lettere forkommet, men i god behold, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Drengen er netop fundet sovende på en bænk ved Århusvej ca. 500 meter fra hjemmet. Lettere forkommet og afkølet, men i god behold.
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) 30. oktober 2017 Det var en skraldemand, der standsede på Århusvej, som fandt drengen. Drengen vågnede, da skraldebilen holdt ind, og søgte hen til skraldemanden for at få varmen.
"Han ringer til politiet, og vi kører moren derud og tilkalder en ambulance, fordi han var nedkølet - der var kun fire grader. Han var heldigvis uskadt, men det ville være blevet kritisk, hvis der var gået flere timer," fortæller vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi.
Selvom drengen blev fundet blot 500 meter nordøst fra hjemmet ved Århusvej, havde politiet i første omgang ikke ledt, hvor han blev fundet.
"Vi frygtede mere nogle vådområder ud mod E45 i den nordvestlige del af Hørning. Vi fandt spor i sydlig retning, hvor han havde tabt noget chokoladepapir, vi mener, stammer fra ham. Det var i retning mod den institution, han går på, så han har måske kendt vejen, men han vender altså om og skifter retning," forklarer vagtchefen og tilføjer, at hundene ikke fik et direkte spor efter ham, men ronderede.