Engangsgrill formentlig årsag til voldsom børnehavebrand
Ifølge politiet tyder alt på, at en engangsgrill har sat ild til børnehave i Aarhus V
Politiets undersøgelser hos Den Integrerede Institution Solen på Kappelvænget 46 i Aarhus V, der natten til mandag blev hærget af en brand, har tilvejebragt en delvis konklusion.
Undersøgelserne viser, at det formentlig var en engangsgrill, som var blevet smidt i en skraldespand ved bygningen, der var årsag til branden.
Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.
"Alt tyder på, at årsagen til branden var en engangsgrill, der var smidt i en skraldespand ved bygningen. Formentligt ikke forsæt til brand," lyder det fra politiet, der stadig gerne hører fra vidner i forbindelse med branden.
Politiet fik meldingen om branden klokken 02.25, og flammerne fik så godt fat i institutionens miderste bygning, at den brændte ned.
Den Integrerede Institution Solen og Aarhus Kommune skal nu finde ud af midlertidig pasning af børnene.
dp