Fortsæt til indhold

Bilbrande i Brabrand og Trige i nat

Politi og brandvæsen måtte rykke ud til to brande i nat. I hvert fald den ene menes påsat

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 00.22 en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i en bil, der holdt parkeret ved Mosegårdsparken i Trige.

En beboer havde hørt et brag, og da han kiggede ud af vinduet, så han en personbil, der stod i flammer, og en mørk bil køre fra stedet i høj fart. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, og der opstod umiddelbart ikke skader på andre biler.

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, men vil ikke afvise, den er påsat. Hvis nogen har set noget, må de gerne kontakte politiet.

Klokken 01.48 kom der en ny anmeldelse om en bilbrand på Gudrunsvej i Brabrand. Da politiet ankom, var brandvæsnet allerede i fuld gang med slukningsarbejdet, men bilen udbrændte. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden var påsat, så politiet vil gerne høre fra vidner, der kan have set nogle personer ved bilen ved 01.30-01.45-tiden.

Eventuelle vidner kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

jr