Påvirket mand åbnede bildør og overfaldt bilist med kæp og spark
Tilfældig bilist blev overfaldet af påvirket mand, der gik rundt på vejen
Politiet modtog lørdag morgen en anmeldelse fra vidner, der havde set en voldsepisode på Hovedvejen i Hasselager.
En bilist var stoppet op for ikke at køre ind i en 31-årig mand, der gik rundt på vejen. Bilisten blev 'belønnet' med, at manden åbnede hans førerdør og prøvede at slå ham med en kæp i hovedet, så han måtte beskytte sig med sin venstre arm. Derefter fik bilisten et spark i maven, fortæller Østjyllands Politis vagtchef Morten Bang Rasmussen til Lokalavisen.
"Manden på vejen var meget påvirket af narko eller stoffer," oplyser vagtchefen.
Der skete heldigvis ikke noget med bilisten. Overfaldsmanden er blevet sigtet for vold.
Episoden blev anmeldt lørdag klokken 07.26.