Alle beboere i komplekset evakueret
Politiet tog ingen chancer, da der søndag eftermiddag udbrød brand i en lejlighed på Tornballevej i Tilst
Østjyllands Politi modtog søndag klokken 16.18 en anmeldelse om, at der var opstået brand i en lejlighed på Tornballevej i Tilst, oplyser politiet i døgnrapporten.
Da brandvæsnet ankom til stedet, var hele lejligheden overtændt, men de umiddelbare undersøgelser på stedet tydede på, at branden var opstået ved en sofa.
Lejlighedens 50-årige beboer var ikke i lejligheden og ingen personer kom til skade.
Alle øvrige beboere i lejlighedskomplekset blev evakueret og samlet ude foran, mens slukningsarbejdet stod på. Lejligheden udbrændte, men der skete umiddelbart ikke skade på andre lejligheder, og de øvrige beboere kunne senere vende retur.
Årsagen til branden kendes endnu ikke, oplyses det i døgnrapporten.
jwh