Mike hos Falck: "Næh, jeg skal være politimand"
Den store forårsrengøring hos Falck i Hammel første lørdag i april fik pludselig gæster
"Dem der skal jeg lige ud og snakke med."
Holdleder på Falck-stationen i Hammel, Jan Broberg, sætter kosten fra sig inde i garagen, hvor han denne lørdag formiddag er i gang sammen med hold 1 at rengøre gulv og køretøjer.
Brandbilerne er bemandet med deltidsbrandfolk, men de nuværende 18 kunne godt tænke sig at blive 20, så da femårige Mike fra Thorsø dukker op tilfældigt sammen med sin far Danny denne lørdag formiddag, skal der agiteres.
"Næh, jeg skal være politimand," siger Mike med det samme.
I løbet af den næste halve time får Mike og hans far den store tur rundt til køretøjerne. Ambulancen er bemandet med behandlerne Morten og Bjarne. Førstnævnte tager Mike med i bårerummet:
"Her kan vi måle blodtryk blandt andet," fortæller Morten til den meget interesserede femårige Mike,
"Sådan en har min mormor og morfar også," siger Mike.