Shoppere snupper sygehusets p-pladser: Forældre må bære deres kræftsyge børn gennem byen
"Det er for ringe, at man tager pladserne fra dem, der er syge," siger frustreret mor
Frustrerede forældre må bære deres kræftsyge børn gennem Aalborgs gader, fordi folk, der er på shoppingtur, parkerer ulovligt ved Sygehus Nord og optager de få parkeringspladser, der er, skriver TV 2 Nord.
Der er nemlig rift om de få p-pladser ved Sygehus Nord i Aalborg, hvor der er tre-timers parkering.
Anne Mette Bols Nielsen og Janne Dragsbæk har hver en dreng, der er syge med leukæmi. Drengene har ofte svært ved at gå, og derfor vil de to mødre gerne parkere på parkeringspladsen, der ligger lige udenfor børnekræftafdelingen.
"Vi kan jo se, at folk har været inde og shoppe. De kommer med indkøbsposer. Vi ser håndværkerbiler og folk med træningstasker. Man kan se, at der er nogen, der ikke hører til herinde, og så kommer man selv bærende med en dreng, fordi man har været nødt til at parkere længere væk. Så bliver man lidt ked af det," siger Janne Dragsbæk til TV 2 Nord..
"Jeg synes det er for ringe. Det er for ringe at man tager pladser fra dem, der er syge. Jeg ved ikke, om de har dårlig moral eller om de bare ikke tænker over det," siger hun.