Video går viralt: To politibiler deltog i lovligt gaderæs
Østjyllands Politi tog del i løjerne til gaderæs i Randers
"To politibiler, det er altså første gang i Striben-Randers' historie. De bliver vinket frem, men det er jo politiet, så de kan gøre, hvad de har lyst til. Det her er altså lovligt gaderæs i Randers i samarbejde med Randers Kommune, Striben-Randers og Østjyllands Politi."
Sådan lød det lørdag aften fra speakeren, da der blev afholdt lovligt gaderæs i Randers. To patruljebiler fra Østjyllands Politi var dukket op og gjorde sig klar til at køre om kap på den 201 meter lange bane.
Politibilerne havde sat blinkene til og satte også lyd til flere gange, inden de gav gas og kørte de 201 meter.
"De kom bare hen og spurgte, om de måtte prøve. Så sagde jeg ja, og så snakkede vi faktisk ikke mere med dem," skriver arrangøren i en besked til Ekstra Bladet.
Arrangøren har lagt et videoklip med politibilerne op på sin Facebookside. Klippet er blevet delt over 5.000 gange, og over 6.000 personer har 'liket' klippet. Der er ingen sure smileys blandt de mange tusinde reaktioner.