Fortsæt til indhold

Kunne svare på - næsten - alt

Ihærdige kontrolspørgsmål fra betjente gjorde, at bilist til sidst måtte give fortabt

Krimi
Arkiv

Et spørgsmål om, hvor gammel hans barn var, fældede mandag en 30-årig mand, der forsøgte at udgive sig for at være en anden over for politiet.

Mandag klokken 17.10 blev han standset af en patrulje på Holmstrupgårdvej i Brabrand. Patruljen syntes, at manden virkede påvirket af narko, og han blev derfor anholdt og bedt om at oplyse sit navn og personnummer.

Det gjorde han velvilligt, men betjentene havde en mistanke om, at manden ikke talte sandt. De testede ham derfor med forskellige kontrolspørgsmål.

Den 30-årige formåede både at svare på, hvad hans forældre hed, og hvor han boede. Men da det kom til sin søns fødselsdag, måtte manden give fortabt.

Og da han heller ikke havde et ar, som den person han udgav sig for at være, overgav han sig til sidst og indrømmede, at han havde opgivet falsk navn, fordi han er frakendt kørekortet.

Han blev derfor sigtet for at køre uden førerret og for at opgive falsk navn.

dp