Fortsæt til indhold

To drenge måtte reddes i land

Krimi
Anne Mathilde Friis Larsen

To drenge på 10 og 12 år fik sig en uventet sejltur på en ponton onsdag 13. november. De var nede ved Søbadet i Dyrehaven sammen med en lærer, og hoppede ud på pontonen, der var fortøjret til badebroen. De løsnede fortøjningen og skubbede pontonen ud fra broen i den tro, at de selv kunne padle ind igen med hænderne. Strømmen var imidlertid så stærk, at drengene drev ud på søen.
Heldigvis havde både drengene og læreren deres mobiltelefoner med. Læreren ringede til 112, der sendte Brand og Redning af sted til søen med en gummibåd. Efterfølgende var læreren hele tiden i telefonisk kontakt med de to drenge.
Drengene tog det hele meget roligt og satte sig blot ned på pontonen og ventede på at blive hentet.
Pontonen blev sejlet ud til en af øerne af Brand og Redning og sikret der, så det ikke sker igen, oplyser vicepolitikommissær Martin Husted fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
“Det foregik heldigvis ganske udramatisk det hele,” siger Martin Husted.