Fortsæt til indhold

Hashtrængende bilist overfusede betjente

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

En 22-årig mand havde med egne ord en kort lunte onsdag formiddag, og det gik ud over en patrulje, som klokken 11.29 standsede ham på Silkeborgvej i Aarhus C.

Betjentene standsede manden i et rutinetjek og fik mistanke til, at han var påvirket af narko. Men den 22-årige nægtede at samarbejde og konfronterede i stedet betjentene og råbte af dem. Patruljen anholdt ham, og det lykkedes dem at lægge den 22-årige i håndjern, selvom han gjorde modstand.

Til sidst han faldt til ro og undskyldte sin opførsel over for betjentene. Han forklarede, at han havde en kort lunte, fordi han ikke havde røget hash i lang tid. En narkometertest viste da også, at manden ikke var påvirket, så den sigtelse, han havde fået for narkokørsel, droppede betjentene på stedet.

Til gengæld blev han sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for at modsætte sig anholdelse.

Tog stjålne sko på og svinede betjente til

En 34-årig kvinde blev onsdag kl. 17.40 anholdt i Bruuns Galleri i Aarhus og sigtet for tyveri og for at forstyrre den offentlige orden. Kvinden var blevet standset af en vagt, efter hun havde efterladt sine egne brugte sko i et prøverum i en skobutik og taget et par nye fra butikken på. Herefter forlod hun butikken uden at betale. Tricket blev opdaget, og kvinden blev tilbageholdt under voldsomme protester.

Da politiet kom frem, råbte og skreg kvinden fortsat. Hun blev sigtet for tyveriet af skoene, samt tyveri fra et par andre butikker, som hun havde varer fra. Kvinden fortsatte med at råbe – også en masse ukvemsord efter betjentene. Hun fik derfor også sigtelser for at forstyrre den offentlige orden og for at fornærme politiet.

Større slagsmål

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 21.55 en anmeldelse om et større slagsmål mellem en gruppe på 10-15 personer på Vestergade i Aarhus. Da patruljen kom til stedet spottede de en gruppe på fem personer, der kom gående af Møllegade i retning mod Vestergade, og som umiddelbart passede på det signalement, som anmelderen havde givet. Alle personerne blev bedt om at blive på stedet, hvilket en af dem, en 34-årig mand, gentagende gange nægtede.

Han blev bedt om at legitimere sig selv, hvilket han heller ikke ønskede, og da han fortsatte sin aggressive fremtoning blev han til sidst anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Sparkede og nikkede skaller

Kl. 01.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en dørmand havde haft problemer med en meget aggressiv mand, der havde sparket og nikket skaller. Dørmanden havde lagt manden i håndjern, og afventede nu politiets ankomst. Da betjentene kom til stedet blev den 30-årige mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Færdsel

Onsdag kl. 15.59 skete der et færdselsuheld i krydset Søndre Ringgade/Augustenborggade i Aarhus C. En 80-årig kvindelig bilist svingede til højre og ramte ind i en 23-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Natten til torsdag kl. 00.52 blev en 54-årig mand sigtet for at køre bil i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Blostervej i Tilst. Mandens 44-årige kæreste, der var ejer af bilen, blev desuden sigtet for at have overladt føringen til en person, der var frakendt kørekortet.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Aarhus:

• På Vesterkær i Skjoldelev ved Sabro begået onsdag d. 11/9 mellem kl. 6.15 og kl. 15.00

• På Århusvej i Søften begået onsdag d. 11/9 mellem kl. 12.45 og kl. 13.00

• På Tornagervej i Risskov begået onsdag d. 11/9 mellem kl. 8.00 og kl. 16.50

• På Stenaldervej i Brabrand begået mellem fredag d. 6/9 kl. 00.00 og onsdag d. 11/9 kl. 19.00