Hidsigprop fik beslaglagt bil: "Hvorfor er I altid efter mig?"
32-årig mand mente, politiet i stedet burde fokusere på at fange "rigtige kriminelle"
En 32-årig mand følte sig på flere måder forfulgt af politiet, da en patrulje onsdag klokken 16.40 fulgte efter ham og hans bil på Søren Frichs Vej i Åbyhøj.
Betjentene genkendte manden fra tidligere forhold og vidste, at han var frakendt kørekort. De fik standset bilen, hvor den 32-årige nu pludseligt sad på passagersædet. Han fortalte, at føreren af bilen var stukket af.
Den forklaring købte betjentene dog ikke, og den 32-årige blev sigtet for at køre uden førerret og for at køre i et uindregistreret køretøj.
Han brokkede sig højlydt over, at politiet "altid var efter ham", og at de i stedet burde fange "rigtige kriminelle".
Betjentene fortsatte dog deres arbejde, og da de lugtede hash i bilen, begyndte de at ransage den. Den 32-årige forsikrede betjentene om, at han jo ikke var så dum at gemme stoffer i bilen, men kort efter havde betjentene både fundet hash og skunk, som manden blev sigtet for at besidde.
De fandt også nogle nyere varer i bilen, som blev beslaglagt for at finde ud af, om de er stjålet.
Den 32-årige er flere gange blevet taget i at køre uden kørekort, så hans bil blev beslaglagt. Da betjentene tog nøglerne fra ham, kvitterede den 32-årige med en udstrakt langefinger og et "fuck dig" mod en af betjentene.
Det responderede betjentene på ved at tildele ham en sigtelse for at fornærme politiet.
dp