"Han var det gode omdrejningspunkt, der skabte god stemning"
Familie og venner sagde lørdag eftermiddag et sidste farvel til 24-årige Nick Langkjær Hansen ved en privat begravelse fra Tamdrup Kirke ved Horsens. Det skriver Horsens Folkeblad.
Det var sognepræst Dorte Stenberg Isaksen, der stod for begravelsen, og hun sagde blandt andet i talen:
"Jeg håber, at alle I, der har kendt Nick, familie som venner, at I vil lade ham leve videre i jer i den måde, I husker ham på. Husk på alt, hvad han har betydet for jer og se indimellem på verden, livet og hinanden med Nicks øjne, med blik for, hvordan man bedst hjælper hinanden videre - og ser og skatter alt det gode."
Hendes råd til, hvordan de pårørende skal forsøge at komme videre ovenpå den store sorg lød:
"Måske går vejen gennem Nicks livssyn og hans gå-på-mod: Hvis I lukker øjnene og mindes og mærker godt efter, så træder han frem: En ung mand med krudt i røven og gang i den, en, der helt naturligt var midtpunkt i mange sammenhænge uden at være den, der hævdede sig. Han var ofte det gode omdrejningspunkt, der skabte god stemning. En empatisk og omsorgsfuld person med masser af humor og livsglæde. En, som var god at snakke med - og derfor omgivet af både mange pigevenner og drengevenner, sagde Dorte Stenberg Isaksen ifølge Horsens Folkeblad.
Nick forsvandt tidligt om morgenen 29. januar efter en bytur i Aarhus. 25. april blev han fundet død i Aarhus Havn.