Fortsæt til indhold

Syrer anholdt: Har hvidvasket 5,8 millioner kroner og sendt dem ud af landet

Han skal have ført store kontantbeløb ud af landet.

Krimi
jro

En 47-årig mand er i dag blevet anholdt på en adresse i Solrød Strand. Han er sigtet for hvidvask af mindst 5,8 millioner kroner.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den anholdte er en 47-årig syrisk statsborger og han kom i politiets klør efter det, som betegnes som en ’kort og intens efterforskning’.

Den 47-årige er sigtet for hvidvask af ikke under 5,8 millioner kroner ved i flere tilfælde at have medvirket til at føre større kontantbeløb ud af landet via Københavns Lufthavn.

Flere adresser ransaget

I forbindelse med anholdelsen af den 47-årige har Københavns Politi i samarbejde med Skattestyrelsen ransaget mandens bopæl i Solrød Strand og en forretning i Lyngby.

»Sagen har relation til flere sager fra Københavns Lufthavn, hvor vi i samarbejde med Toldstyrelsen i perioden fra maj til oktober 2022 ad flere omgange beslaglage kontanter i forskellig valuta, svarende til cirka 27 millioner danske kroner. Pengene er fundet i kufferter, som primært har haft kurs mod Istanbul,« siger vicepolitiinspektør i Københavns, Politi Peter Høholt.

Manden vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

»Af hensyn til den videre efterforskning har vi ikke yderlige kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt,« skriver politiet i pressemeddelelsen.