Fortsæt til indhold

Bilist amok på ægtepar i rå vejvrede: Brækker næsen på 58-årig kvinde

Krimi
Arkiv

En episode i eftermiddagstrafikken i Varde endte fredag højdramatisk og voldeligt. Det skriver TV Syd.

Et ægtepar kom ved 15:30-tiden gående på Ribevej i Varde, og skulle krydse fodgængerfeltet ved Bellisvej, da en bil med to unge mænd kørte tæt op mod dem. En af mændene i bilen rakte ægteparret en fuckfinger. Det fik manden til at række en retur, og så begyndte balladen for alvor.

De unge mænd steg truende ud af deres bil, og der opstod tumult. Manden blev skubbet omkuld, og da den 58-årige kvinde gik mellem manden og de aggressive unge mænd, fik hun et slag på næsen, så den brækkede. Efterfølgende stak de to unge af fra stedet.

"Det er umiddelbart et meget groft tilfælde af vejvrede, som der heldigvis går langt imellem vi ser," lyder det fra Nikolaj Hølmkjær fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.

Den ene af de to mænd blev dog anholdt natten til lørdag, da en politipatrulje spottede ham i Varde by. Det drejer sig om en 22-årig mand fra lokalområdet. Han vil sandsynligvis blive fremstillet i grundlovforhør i løbet af lørdagen.

Der er ingen oplysninger om den anden mand fra overfaldet.

jn