Fortsæt til indhold

Efterladt i blodpøl: Fodgænger pløjet ned af flugtbilist - hastede videre med totalsmadret forrude

En fodgænger blev onsdag eftermiddag kørt ned - hvorefter bilisten skyndte sig væk.

Krimi
Daniel Sennek

Påkørslen skete onsdag eftermiddag klokken 15.31. På Jernbanegade/Valbyvej i Slagelse blev en fodgænger påkørt af en bilist, der efterfølgende stak af på trods af den alvorlige situation.

Det skriver sn.dk.

Den påkørte fodgænger blev slynget op på bilens kølerhjelm og direkte ind i forruden. Bilisten skyndte sig efterfølgende væk, men torsdag morgen er meldingen fra politiet, at man muligvis har fundet en mistænkt.

"Et vidne beskriver bilen som en mindre mørkeblå eller lyseblå bil med knust forrude. Og en patrulje, der er i området, ser efter noget tid en bil, der svarer til den efterlyste bil," siger vagtchefen til sn.dk.

"For at kunne være helt sikker på, at vi har fat i den rigtige bil, vil vi meget gerne høre fra vidner, der kan have set eller hørt noget. Så hvis man ligger inden med viden om uheldet, må man meget gerne ringe til os på 114," siger vagtchefen videre til avisen.

Fodgængeren slap gudskelov relativt heldigt fra sammenstødet. Selvom han slog hovedet og blødte derfra, er der ikke umiddelbart alvorlige skader.