Skovarbejder dræbt på stedet i uhyggelig ulykke: 20 meter højt træ faldt den forkerte vej
Et 20 meter højt bøgetræ ændrede pludselig retning, da det faldt mod jorden. Og knuste en skovarbejder, der arbejdede på et andet træ.
En mindre virksomhed fra Tørring har fået to strakspåbud fra Arbejdstilsynet. Det sker efter den uhyggelige dødsulykke den 17. januar, hvor en polsk skovarbejder på 37 år døde. Han blev ramt af et 20 meter højt bøgetræ i et skovområde ved Taps nær Christiansfeld.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Den 37-årige skovarbejdere var i gang med at save store grene af et andet bøgetræ, mens hans kollegaer fældede et nyt træ. Det nye træ faldt dog pludselig den forkerte vej - lige der, hvor den 37-årige arbejdede.
Arbejdstilsynet har konkluderet, at sikkerhedsafstanden ikke er overholdt og har pålagt virksomheden et strakspåbud, om at overholde den fremover - ligesom virksomheden har fået et strakspåbud om at yde psykologisk førstehjælp til de ansatte, der var vidner til ulykke.