Fortsæt til indhold

64-årig kvinde gik til angreb på naboens femårige søn og snittede faderen med en kniv

En 64-årig kvinde gik i juli 2017 til angreb på sin nabo og dennes femårige søn. Hun anmeldte efterfølgende, at det var hende, der var blevet overfaldet - men den forklaring blev hurtigt pillet fra hinanden.

Krimi
Daniel Sennek

En 64-årig kvinde fra Vejle er blevet kendt skyldig i at have angrebet og slået en femårig dreng i hovedet - og have snittet drengens far i fingeren med en tomatkniv. Hun blev også kendt skyldig i falsk anklage, og en mentalundersøgelse har fastlagt, at kvinden ikke er egnet til normal straf.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Kvinden skal være under tilsyn de næste fem år, og hvis Kriminalforsorgen finder det nødvendigt, kan hun indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Årsagen til kvindens dom skal findes den 2. juli 2017 i en opgang på Horsensvej i Vejle. Kvinden alarmerede politiet om, at hun var blevet overfaldet af sine naboer. Hun forklarede, at faderen i familien havde angrebet hende med en kniv, og derfor havde hun forskanset sig i lejligheden.

Samtidig var familien taget på politistationen for at anmelde kvinden - så politiet skulle finde hoved og hale i episoden. Det stod dog hurtigt klart, at det var den 64-årige kvinde, der havde overfaldet familien. Kvindens egen søn fortalte politiet, at hun var fuld af løgn, havde et alkoholmisbrug, psykiske problemer og højst sandsynligt havde skåret i sig selv og opfundet hele historien.

Da to politifolk senere skulle høre kvindens forklaring, måtte de sparke hendes dør op, hvor de fandt DNA-beviser på tomatkniven.

I retten fastholdt kvinden sin oprindelige version af historien, men hun blev altså kendt skyldig.