Unge kvinder påkørt i fodgængerfelt: Bilist stak af
Bilist kørte væk efter at have påkørt to personer i Skanderborg
To kvinder på 19 og 21 år blev fredag klokken 18 påkørt af en bil i et lyskryds i Skanderborg.
Kvinderne gik i det sydlige fodgængerfelt på Vroldvej i krydset ved Møllegade, da de blev ramt af en bil, der svingede til venstre fra Møllegade ind på Vroldvej.
Der blev tilkaldt en ambulance til kvinderne, men de er angiveligt ikke kommet til skade, for politiet har registreret sagen som et færdselsuheld uden personskade. Det oplyser Jesper Knudsen fra Sydøstjyllands Politi.
Bilisten standsede ikke, som man skal, når man er involveret i et færdselsuheld. Der er en meget sparsom beskrivelse af bilen, der går på, at den havde en sort liste rundt om bilen.
De to fodgængere kommer fra lokalområdet.