Mette Blomsterberg giver op: "Det er med blødende hjerte, vi siger farvel"
Den kendte konditor Mette Blomsterberg skriver på sin Facebook-side, at hun må lukke og slukke sit konditori.
"Det er med et blødende hjerte, at vi siger farvel til Lyngby og alle vores medarbejdere, som i den grad har knoklet og gjort alt, hvad de kunne, for at gøre stedet til noget helt særligt."
Sådan skriver den kendte TV-konditor Mette Blomsterberg om lukningen af Blomsterbegs Café og Konditori i Lyngby. Økonomien er der ikke, trods stedet er velbesøgt.
Caféen blev åbnet i 2014, men nu må den lukke. Lukningen påvirker ifølge Mette Blomsterberg ikke hendes andre forretninger.
"Blomsterbergs Café & Konditori er en selvstændig virksomhed, og lukningen kommer ikke til at påvirke vores andre virksomheder og aktiviteter. 2019 er allerede fyldt godt op, og jeg kommer primært til at fokusere på nye spændende samarbejder: TV, udgivelse af to nye bøger, foredrag, videreudvikling af min bageserie og webshop samt mange andre spændende projekter, som jeg ikke på nuværende tidspunkt kan løfte sløret for," skriver Mette Blomsterberg på sin Facebook-profil.
Blomsterbergs Café og Konditori lukker omgående.