Dødsbilist slap med bøde på 7.500 kroner
En kun 18-årig mand fra Frederikssund blev tirsdag eftermiddag dømt for uagtsomt manddrab, efter hans jævnaldrende kammerat sidste år mistede livet i en ulykke, hvor den 18-årige var chauffør
Anklageren gik efter minimum otte månederes fængsel. Men den 18-årige kunne efter domsafsigelsen ånde relativt lettet op; i stedet for at tilbringe flere måneder bag tremmer, "slap" han med 30 dagbøder a 250 kr., efter dén dødsulykke, der sidste år kostede en ung mand livet på Roskildevej i Frederikssund.
Den 18-årige stod tiltalt for ved hensynløs kørsel at have forvoldt kammeratens død, ligesom han på dén konto skulle være årsag til, at en jævnaldrende pige fik tre bækkenbrud, da han 4. september mistede kontrollen over sin fars bil, så den røg ud i rabatten, kom i skred og kolliderede med et vejtræ ved den modsatte kørebane på Roskildevej.
Den 18-årige blev ganske vist dømt for både uagtsomt mandrab og grov legemsbeskadigelse - men det lykkedes forsvarer Steen Balslev at så så meget tvivl om bilens fart på ulykkestidspunktet, at retten i Hillerød ikke fandt, at manden kunne dømmes for hensynsløs kørsel.
"Vi ved ikke med nøjagtighed, hvad farten har været - men der er ingen tvivl om, at den har været for høj. Og når man tager din beskedne erfaring som bilist, den høje musik, og dine samtaler med dine venner i betragtning, betyder det, at du er fundet skyldig i at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Derfor bliver du også dømt for uagtsomt manddrab og grov legembeskadigelse - men ikke for grov hensynsløs kørsel," konstaterede dommer Søren Hafstrøm, da han forkyndte dommen.
Vidner havde ellers i tiden op til ulykken noteret sig, at den grønne Citroen kørte hasarderet og for hurtigt. En kvinde havde oven i købet fundet kørslen så uforsvarlig, at hun var på vej ind for at ringe til politiet, da ulykken skete. Men da selve ulykken skete, var der ingen vidner i nærheden, der kunne vurdere bilens fart. Og da forsvareren samtidig fik sået tvivl om præcisionen af de tekniske undersøgelser på stedet, betød det, at retten ikke anså det for bevist, at farten ved ulykken havde været på 83,6 km/t., som en bilinspektør ellers var nået frem til.
Således udtrykte også bilinspektøren tvivl om, hvorvidt et par hjulspor, der af politiet blev betragtet som "startstedet" for ulykken, nu også var det:
"For mig at se ligner det mere aftryk af lastbildæk end dæk fra en personbil," konstaterede han i retten.
Ulykken skete, da den 18-årige, der havde haft kørekort i blot 19 dage, sammen med fire venner lå og kørte rundt i Frederikssund, hørte høj musik og hyggede sig.