Fortsæt til indhold

Mand stukket ned og i livsfare: Vil ikke hjælpe politiet

Offeret vil ikke hjælpe politiet, selvom han var tæt på at miste livet, da han blev stukket ned med en skarp genstand

Krimi
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi modtog onsdag aften en anmeldelse om, at en 27-årig mand var stukket ned ved Skjoldhøjskolen i Tilst.

Anmeldelsen kom klokken 20.22 fra en kvinde, der kender den 27-årige mand og kørte ham på skadestuen.

Foto: Øxenholt Foto

"Han var blevet stukket med en skarp genstand og havde været i livsfare," fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

Offeret vil ikke medvirke til at opklare, hvad der skete, så politiet kender ikke de nærmere detaljer omkring det farlige overfald.

Den 27-årige mand kommer fra Aarhus-området, men bor ikke i lokalområdet omkring Skjoldhøjskolen, oplyser politiet.

Der er indtil videre ikke nogen anholdt i sagen, som bliver efterforsket.

Der er ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at overfaldet har relation til den konflikt, der for tiden er mellem to grupperinger, der angiveligt kæmper om det aarhusianske hashmarked.

Østjyllands Politi har indført en stor visitationszone i det nordvestlige Aarhus, som ikke omfatter Tilst.

Foto: Øxenholt Foto