Fire indbrud i kommunen: Kirkens Korshær fik stjålet penge
Tre virksomheder og en privat villa har været udsat for indbrud
Sydøstjyllands Politi melder torsdag morgen, at man det seneste døgn har modtaget anmeldelse om i alt fire indbrud i Skanderborg Kommune.
Det ene blev begået på Bizonvej i Skovby hos virksomheden Alcar Danmark, der forhandler dæk og fælge til biler.
Glasruden til en indgangsdør blev knust, og kontorer blev gennemrodet, men det eneste tyvene tog med sig var to computere af mærkerne Lenovo og HP.
Indbruddet skete mellem tirsdag kl. 16 og onsdag kl. 21.30.
Indbrud i Sprogcenter
Sprogcenter Midt på Grønlandsvej i Skanderborg havde onsdag kl. 21.31 indbrud.
Døren til sprogcenteret blev opbrudt, men intet var umiddelbart stjålet.
Indbrud i Kirkens Korshær
Sent tirsdag aften blev der begået indbrud hos Kirkens Korshær i Galten. Her blev en rude til fordøren knust, og en lille pengekasse med nogle byttepenge blev stjålet.
En nabo til Kirkens Korshær hørte støj fra stedet mellem kl. 23.20 og 23.59.
Indbruddet blev anmeldt onsdag middag.
Indbrud i Ry
Onsdag mellem kl. 17.30 og 20.15 var der indbrud i en privat villa på Fyrrevej i Ry.
Et vindue til et bryggers blev afliste, og hele huset blev gennemsøgt, men der blev blot stjålet et par hundrede kroner fra en sparegris.