Fortsæt til indhold

Desperat mor måtte genoplive forgiftet søn to gange: "Hvem gør sådan noget her!?"

17-årige Marco måtte genoplives med hjertemassage flere gange, da han efter al sandsynlighed fik sin drink forgiftet på Crazy Daisy i Næstved.

Krimi
Daniel Sennek

17-årige Marcos mor, Maj-Britt Røhmer Olsen, fik sit livs værste opkald onsdag aften. 17-årige Marco var blevet forgiftet af et ukendt stof.

Det skriver TV 2.

"Det var enhver forældres værste mareridt. Vores dreng er en fornuftig ung gut, som slet ikke eksperimenterer med nogen ting. Han har prøvet at drikke alkohol før, men det her lignede ikke noget, vi har set før. Han blev helt geleagtig i benene, og pludselig var han komplet livløs og ukontaktbar. Er han død?, spurgte jeg min mand. Ja, det er jeg bange for, svarede han. Og så begyndte vi at give ham hjertemassage," fortæller Maj-Britt Røhmer Olsen til TV 2.

Det vides endnu ikke, hvad der præcist skete på Crazy Daisy i Næstved, hvor også en 16-årig dreng, ligesom Marco, blev udsat for det ukendte stof. Politiets teori er, at de begge fik forgiftet deres drinks.

"Hvem gør sådan noget her? Og hvorfor? Jeg tror, det er tilfældigt, at det er min søn, det er gået ud over. Men man kan jo kun advare andre forældre og unge, for ingen skal stå i denne situation," siger Maj-Britt Røhmer Olsen til TV 2.

Marco - og den 16-årige dreng - har det efter omstændighederne godt. De er ikke længere i livsfare, men politiet ser med stor alvor på sagen, der kunne have kostet liv.