Hæk fjernet efter dødsulykke
Eliza Chokolade har fjernet hæk for at sikre optimale oversigtsforhold ved udkørsel
Virksomheden Eliza Chokolade har fået fjernet en hæk på virksomhedens grund på Jens Juuls Vej i Viby. Det sker på baggrund af en dødsulykke i sidste uge, hvor en motorcyklist kørte ind i en bil, der svingede ud fra indkørslen til Eliza Chokolade.
Motorcyklisten kom kørende fra den side, hvor den nu fjernede hæk var plantet på et græsstykke ud til vejen.
"Vi synes umiddelbart, at oversigtsforholdene var ok, men der skal ikke være nogen tvivl, og derfor tog vi en hurtig beslutning om at fjerne hækken ved hjørnet," fortæller Hanne Steffensen fra Eliza Chokolade.
Dødsulykken skete onsdag eftermiddag i sidste uge, og allerede fredag besluttede virksomheden at fjerne hækken. Arbejdet blev udført i mandags, og nu skal der sås græs, hvor hækken stod.
Den tragiske ulykke skete onsdag 20. marts klokken 15.37. Motorcyklisten kom kørende på Jens Juuls Vej og kørte ind i venstre side på bilen, der svingede ud på vejen. Den 54-årige mand på motorcyklen omkom på stedet, mens der ikke skete noget med nogle af de fire personer, der var i bilen. Føreren var en 24-årig kvinde fra Brabrand.
Som man kan se på billederne til denne artikel, er der blevet lagt mange blomster på ulykkesstedet. Den omkomne 54-årige mand var fra Hørning.
Ulykken bliver undersøgt af en bilinspektør, der som altid ved alvorlige ulykker bliver tilkaldt for at lave undersøgelser med henblik på at lave en rapport om, hvordan ulykken skete.