Fortsæt til indhold

Uhyggelig sag i 7. klasse: Fem drenge politianmeldt

Fem drenge er blevet bortvist fra deres skole i en uge - og politianmeldt - i en sag om uhyggelig grov mobning af en klassekammerat.

Krimi
Daniel Sennek

På en skole i Aabenraa Kommune har en sag om grov mobning vakt opsigt. Fem elever fra 7. klasse er blevet politianmeldt for grov mobning, der angiveligt har fundet sted i et helt år, men kulminerede i et groft krænkende overfald for tre uger siden.

Det skriver Jydske Vestkysten.

"Vi har afhørt drengene og den forurettede dreng - selvfølgelig sammen med deres forældre og en repræsentant fra de kommunale myndigheder - men mangler stadig at afhøre i hvert fald en enkelt lærer mere, inden vi er færdige. Jeg kan sige så meget, at det er foregået gennem længere tid, det hele er foregået i skoletiden, og der er nogle voldsepisoder som en del af det" forklarer Preben Westh, der er vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi Områdecenter Syd, til avisen.

Af hensyn til drengene og deres familier har Jydske Vestkysten valgt ikke at bringe oplysninger om, hvilken skole det drejer sig om eller hvad politianmeldelsen går på.

"Det er rigtigt, at det er noget, der er foregået over længere tid, og det må selvfølgelig ikke ske. Men det er vigtigt for mig at sige, at da vi fik informationen, handlede vi med det samme," forklarer Aabenraa Kommunes skolechef, Lars Borst Hansen, til Jydske Vestkysten.