Stjålen Audi med stjålne 7'er stole efterladt punkteret
Politiet søger vidner, der har set en stjålen Audi eller personer omkring den
Sydøstjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, som har set eller kender noget til en mørkegrå Audi A3, som er blevet efterladt ved indkørslen til en skov på Præstbrovej ved Herskind.
Politiet modtog søndag formiddag en anmeldelse om, at bilen var punkteret og efterladt i skovåbningen. Nogen havde forsøgt at skifte hjul på bilen, hvori der lå seks Arne Jacobsen 7'er stole med sort læder.
"Vi vil gerne høre fra folk, som frem til anmeldelsestidspunktet har bemærket bilen eller folk omkring bilen. Der har måske været to biler, for de er nok ikke løbet derfra," siger politikommissær Mich Klausen, Sydøstjyllands Politi.
Audien er blevet stjålet 26. marts i Tjele, mens nummerpladerne på den er stjålet 5. april i Langå. Designerstolene stammer angiveligt fra et indbrud i Midt- og Vestjyllands Politikreds, der efterforsker sagen.