Læreren fra helvede anmeldt: Niårige drenge udsat for kvælertag, skub og mobning
En lærer i en tredje klasse er blevet anmeldt for vold mod flere elever. En række forældre har anmeldt læreren.
Syd- og Sønderjyllands Politi er lige nu ved at undersøge anmeldelser mod en lærer fra 3. klasse på Ludwig Andresen Schule i Tønder.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Læreren har angiveligt taget kvælertag, skubbet og mobbet en blot niårig dreng gennem et års tid. Derudover har læreren ifølge anmeldelserne udøvet vold mod flere andre elever i undervisningen. Ifølge avisen, så er op mod fire drenge fra skolens 3. klasse videoafhørt i sagen.
Et anonymt forældrepar beskriver, hvordan mobningen af drengen næsten går et helt år tilbage, da det startede umiddelbart før julen 2017. Forældrene var dengang ved at gå fra hinanden, og da drengen fortalte, at læreren havde taget kvælertag på ham, slog de det hen "som et barns overdrivelse".
"I dag har vi det rigtig dårligt med, at vi ikke reagerede første gang," fortæller parret, der torsdag kørte drengen til videoafhøring i sagen, til Jydske Vestkysten.
Sidenhen har drengen frotalt, at han i fire til fem tilfælde har været udsat for den både fysiske og psykiske vold. Hvis han ikke hørte efter, tog læreren kvælertag på drengen, ligesom han skubbede ham, når de havde idræt. Desuden har læreren foran de andre i klassen kaldt drengen for "dum" og "mærkelig", forlyder det.
Lederen af Ludwig Andresen Schule, Bonni Rathje-Ottenberg, udtaler sig ikke i sagen. Men det gør til gengæld direktøren for den tyske skoleforening i Sønderjylland, Claus Diedrichsen.
"Læreren er fritstillet fra skoleårets begyndelse, det er helt normal kutyme," siger Claus Diedrichsen og kalder sagen for "ubehagelig" til Jydske Vestkysten.