Fortsæt til indhold

Mindeord for pludselig afdød 43-årig overlæge: "Han gav sig selv fuldt ud, og det slider"

Krimi
Jacob Nielsen

Overlæge på Odense Universitetshospital, Kristian Rørbæk Madsen, er død 43 år gammel. Det skriver fyens.dk.

Kristian Rørbæk Madsen var yderst aktiv i den offentlige debat om lægers ret til at ytre sig og andre arbejdsforhold, og han stod i begyndelsen af 2018 bag et mistillidsvotum til Styrelsen for Patientsikkerhed, som over 8000 læger skrev under på.

Formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, har skrevet disse mindeord i ugeskriftet.dk:

"Det er med meget stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om Kristian Rørbæk Madsens død. Han engagerede sig som få i de emner, som han brændte for. Han var yderst respekteret som læge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling på Odense Universitetshospital. Men det var som frontfigur i #detkuhaværetmig-bevægelsen i kølvandet på Svendborg-sagen, at Kristian Rørbæk Madsen for alvor blev kendt i offentligheden.

Videre skriver Andreas Rudkjøbing i ugeskriftet.dk:

"Kristian Rørbæk Madsen sparede aldrig sig selv, men kastede sig ind i kampen for et bedre sundhedsvæsen for både patienter og læger. Han var yderst vellidt af kollegaerne, ikke mindst de yngre, hvis trivsel og læring han var meget optaget af. Kristian sagde, hvad han mente – også opad i hierarkiet - og han havde et skarpt blik for uretfærdigheder. Han gav sig selv fuldt ud, og det slider. I sin sidste tid led Kristian Rørbæk Madsen af en alvorlig depression, og det er så uendeligt trist, at han til sidst valgte livet fra. Vi er mange, som vil mindes Kristian Rørbæk Madsen med respekt og taknemmelighed."

Indsamling startet

Tre lægekollegaer til afdøde Kristian Rørbæk Madsen har startet en indsamling til fordel for hans tre efterladte børn, Karl (12) , Amanda (9) og Alfred (4). Læs mere om den i artiklen herunder.