To personer i kritisk tilstand efter uheld ved Skanderborg
Passagerer i bil fløjet til hospitalet i Skejby efter solouheld på motorvejen ved Skanderborg
Lørdag aften klokken 20.41 skete der et alvorligt færdselsuheld med en bil på motorvejen ved Skanderborg.
Det var et solouheld i sydgående retning, hvor bilen begyndte at svinge, rullede rundt og endte på taget.
To passagerer kom alvorligt til skade og blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Sydøstjyllands Politis vagtchef Henrik Dam oplyser, at de to personer er i kritisk tilstand.
Politiet har ikke yderligere oplysninger om de to personer, hverken køn, alder eller bopæl.
Føreren af bilen var en 25-årig mand, som har ukendt adresse. Politiet mistænker, at han var påvirket af stoffer under kørslen, så der er blevet taget en blodprøve af ham.