Fortsæt til indhold

Pas på disse "håndværkere"

Politiet advarer mod to personer, som tirsdag udgav sig for at være håndværkere

Krimi
Arkiv

En ældre kvinde fik tirsdag et noget uventet håndværkertilbud, da der pludselig dukkede to engelsktalende mænd op på hendes adresse i Risskov. Mændene tilbød kvinden, at de kunne ordne hendes tag. Tilbuddet blev dog afvist.

Det var vist også et meget klogt træk af kvinden, for tidligere på dagen fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en lignende episode i Randers. Her tilbød to engelsktalende mænd at rense en mands tagrender for 1000 kroner. Det sagde han ja til, men da han efter kort tid kunne se, at det ikke så videre professionelt ud, bad han dem om at stoppe, da han havde fortrudt. Nu blev de to mænd meget insisterende og forlangte, at manden betalte et endnu højere beløb for deres service.

Til sidst gav manden efter og gav dem et større beløb, inden de kørte derfra, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

De to episoder har onsdag fået Østjyllands Politi til at komme med en advarsel:

"Hvis du pludseligt bliver kontaktet af nogle engelsktalende håndværkere, der giver dig et godt tilbud ude på din bopæl, så forhold dig kritisk – for tilbuddet kan meget vel være for godt til at være sandt," skriver politiet i døgnrapporten.

Mændene kørte i en sort Ford Transit. Hvis du støder på de såkaldte håndværkere, så ring via 114 til Østjyllands Politi, der gerne vil have en snak med de to mænd.

jwh