24-årig mand nægter sig skyldig i drabsforsøg på betjente
Sigtet siger, han ikke vidste, hvad han gjorde, da han angreb betjente med en kniv
Den 24-årige mand, som for en uge siden angreb politibetjente med en kniv i Gellerup, nægter sig skyldig i sigtelserne for vold og drabsforsøg.
Det oplyser hans forsvarer, advokat Niels Lyhne fra Advokatkompagniet. Den 24-årige mand er sigtet for drabsforsøg efter Straffelovens paragraf 237 og grov vold efter Straffelovens paragraf 245.
”Han nægter overhovedet at have haft fortsæt til at overtræde paragraf 237, og han nægter sig skyldig i med fortsæt at ville skade betjentene. Han siger, at han har været i en tilstand, hvor han slet ikke vidste, hvad han gjorde,” fortæller Niels Lyhne.
Psykiske problemer
Den 24-årige mand blev ved et grundlovsmøde i fredags varetægtsfængslet i fire uger. Fængslingen foregår på et psykiatrisk hospital, fordi han formentlig har psykiske problemer og derfor ikke er egnet til at være i en arrest.
Efter forsvarerens opfattelse er hans klient ikke i forvejen kendt i hverken politiets eller psykiatriens system.
Den 24-årige mand blev skudt af politiet, da han gik til angreb på to betjente, og han kunne på grund af sin tilstand ikke være med i det grundlovsmøde, der blev afholdt dagen efter episoden.
I løbet af ugen fik han det bedre, og der kunne derfor afholdes et nyt grundlovsmøde med hans deltagelse i fredags.
”Han havde det forbavsende godt, og jeg tror ikke, han får varige skader. Han blev ramt af flere skud, men jeg ved ikke hvor mange,” fortæller hans forsvarer Niels Lyhne.
Handlede alene
Begge grundlovsmøder er efter anklagerens ønske foregået for lukkede døre, så der ikke kan komme oplysninger ud i offentligheden, der kan skade politiets efterforskning og påvirke vidner og eventuelt medskyldige.
Forsvareren gik ved det første retsmøde imod dørlukningen med det argument, at det stod umiddelbart klart, at hans klient havde handlet alene og ikke havde nogen medskyldige, og at politiet allerede havde afhørt omkring 20 vidner. Retten valgte dog at følge anklagerens ønske om lukkede døre. En kendelse som Vestre Landsret senere stadfæstede.
Den sigtede 24-årige mand bor ifølge Lokalavisens oplysninger i Aarhus C. Han kommer fra Syrien og kom til Danmark i 2015. Hans forsvarer er ikke klar over, om han har familie i Danmark.