Udlover stor dusør
Erhvervsmand og medstifter af Saxo Bank, Lars Seier, bor til dagligt i Schweiz. Fredag var han en tur i København, men det blev bestemt ikke en god oplevelse - den blev i hvert fald dyr. 300.000 kroner for at være helt præcis. Det er nemlig værdien af det ur Lars Seier havde på håndleddet, da han blev udsat for et frækt tricktyveri. Det fortæller han selv i et opslag på Facebook.
"Igår spiste jeg en hyggelig middag og gik derefter med et par venner ud for at få drink ved 01.00 tiden. På hjørnet af Kgs. Nytorv og Hovedvagtsgade blev vi antastet af to mænd, og en af os blev skubbet omkuld. Mens vi fokuserede på at få vedkommende beskyttet og hjulpet på benene igen, stjal de dette Ulysse Nardin herreur fra mig, og forsvandt derefter ned ad Ny Adelgade. Dette ur vil jeg gerne have igen og også have fat i tyvene - der åbenbart har lavet noget lignende på samme sted gennem de sidste par uger. Så hvis du skulle falde over oplysninger, der resulterer i at jeg får uret igen, er der 25.000 kroner i dusør til dig," skriver Lars Seier Christensen i opslaget.
Til Ekstra Bladet siger han:
"Det var relativt udramatisk og ikke voldeligt. Det gik lynhurtigt. Ingen kom til skade, og det er jo heldigvis bare et ur. Men det er da drønirriterende. Det koster jo 300.000 kr. godt og vel. Det skal naturligvis politianmeldes. Også i forhold til en forsikringssag, men jeg har bare ikke fået det gjort endnu. På det tidspunkt satsede jeg mere på at få fat i dem."
Se Seiers opslag og uret i opslaget nedenfor.