Fortsæt til indhold

Alvorligt solouheld spærrer Åby Ringvej

Ung mand mistede herredømmet over sin bil på Åby Ringvej. Sandsynligvis under høj hastighed

Krimi
Danni Paulsen

Lørdag morgen skete der et alvorligt uheld på Åby Ringvej i Aarhus.

Uheldet har spærret vejen i nordlig retning samt en enkelt kørebane i sydlig retning, og bilister opfordres til at finde andre ruter.

Østjyllands Politis vagtchef melder til Lokalavisen Aarhus, at der er tale om et solouheld, som blev anmeldt klokken 07.37.

Foto: Øxenholt Foto

Den implicerede bilist er en 20-årig mand, som angiveligt er sluppet nådigt fra uheldet.

Ifølge vagtchefen kørte den 20-årige nordpå - formentlig i meget høj fart - da han kort efter Søren Frichs Vej-krydset mistede herredømmet over sin bil og ramte ind i autoværnet i højre side.

Herefter blev bilen kastet på tværs af de nordgående kørebaner, over midterrabatten og ind på den sydgående kørebane. Heldigvis var der ikke megen trafik på Åby Ringvej på ulykkestidspunktet, og hverken biler i nord- eller sydgående retning blev ramt.

Foto: Øxenholt Foto

Ifølge vagtchefen vil vejene være spærret lidt endnu, da en bilinspektør skal foretage undersøgelser af stedet.

Han oplyser samtidig, at man har taget blodprøver fra den 20-årige for at finde ud af, om han har haft noget ulovligt i blodet.

Foto: Øxenholt Foto