Far slemt forbrændt - reddede niårig: Skærmede ham mod flammehav og eksplosioner
Mens familien flygtede ud af huset, tog flammerne til og eksplosioner begyndte at finde sted. Den 55-årige far formåede at redde sin søn ud af huset, men blev slemt forbrændt i processen.
"Ring 112, Ring 112: DET BRÆNDER!"
Sådan blev Johnny Daugaard vækket af sin nabo lidt før klokken 7 søndag morgen, mens det hamrede på hans dør i den lille by Kolsnap tæt på Haderslev. Det skriver Jydske Vestkysten.
"Vi stod og kikkede. Så gik ilden op gennem taget. Eternitpladerne sprang. Jeg måtte flytte min bil. Hele indkørslen var fuld af eternit. Det ramte også mit garagetag. Det er heldigvis stål," fortæller Johnny Daugaard til avisen.
Den 55-årige nabo, der vækkede Johnny Daugaard, var kun iført bukser. Han havde vågnet, da røgalarmen hylede, men da han åbnede en dør, udløste det en røggaseksplosion. Den forbrændte 55-årige mand havde reddet sin niårige søn ud af huset.
"Hans søn have fået tøj på, men ingen af dem havde sko. Han havde beskyttet sin søn med sin krop; han skærmede ham mod branden. Han bad om et vådt håndklæde, så jeg vædede et i koldt vand. Han var godt klar over, at han var kommet til skade," fortæller Johnny Daugaard til Jydske Vestkysten.
Den 55-årige far blev indlagt på Aabenraa Sygehus, sønnen havde kun lettere røgskader. Klokken 09.30 blev faderen med politieskorte kørt til Rigshospitalets Brandsårsafdeling.