Mor og børn på skattejagt gjorde uhyggeligt fund
40-årig kvinde var mandag på geo-caching med sine to børn da de ved 18-tiden gjorde et uhyggeligt fund
En 40-årig kvinde fra Snekkersten var sent mandag eftermiddag taget på geo-caching med sine to børn i området mellem Ellehammersvej og H. P. Cristensensvej i Helsingør, da de i et buskads gjorde et uhyggeligt fund, oplyser Nordsjællands Politi til Lokalavisen/Helsingør.
Fandt knogle-rester i buskads
Kvinden og børnene gik ad en sti langs hegnet ved en lille sø i området, da de i noget buskads pludseligt fandt to knogler, der mindede meget om knoglerne fra en rygsøjle.
Det uhyggelige fund valgte kvinden dog først at anmelde til politiet dagen efter klokken 14.39, oplyser vice-poltikommissær Bjarne Vestergaard Olsen til Lokalavisen/Helsingør.
I nærheden af findestedet skulle der endvidere stå en mystisk rusten blå-grøn bil, hvor taget var skrællet af.
Præcise koordinater for fund
Da kvinden og hendes børn havde været på geo-caching, da de fandt knoglerne, kunne kvinden derfor oplyse findestedets præcise koordinater til politiet som værende: Nordlig=05601553 og Østlig=01234404
En patrulje blev derefter sendt ud for at se på sagen, og betjentene fandt da ganske rigtigt også to knogler på det angivne sted.
"Knoglerne viste sig imidlertid at være to små knogler fra et dyr," fortæller vice-politikommissær Bjarne Vestergaard Olsen onsdag til Lokalavisen/Helsingør.