Brand i klasselokale ser ud til at være påsat
Massiv røg fra klasselokale på Skjoldhøjskolen i Tilst
Det var formentlig en påsat brand, som Østjyllands Politi og Østjyllands Brandvæsen mandag eftermiddag blev kaldt ud til på Skjoldhøjskolen Tilst.
"Vi har en mistanke om, at den er påsat. Det ser ud til, at der har været mindst to arnesteder. Det ene sted var omkring en mikrobølgeovn," oplyser Østjyllands Politis vagtchef Stig Heidemann til Lokalavisen.
Branden var opstået i et klasselokale og udviklede massiv røg.
"Der er ikke sket stor skade. Ilden har kvalt sig selv mere eller mindre, inden brandvæsnet nåede frem," fortæller vagtchefen.
Branden blev anmeldt klokken 16.14 via 112. Der var personer på skolen, men ingen har været i fare i forbindelse med branden, der skete i nærheden af ungdomsklubbens lokaler.
Der er ingen anholdte i sagen, som politiets brandteknikere nu skal undersøge nærmere.