"Danske straffe er til at lukke op og skide i"
Rikke Louise Andersen er glad, lettet og overrasket. Retten i Nykøbing Falster har i dag dømt, at hun ikke skal betale 5.000 kroner - eller i fængsel for at nægte at betale - for at have delt et billede på Facebook af en mandlig sexkrænker, som i august sidste år blottede sig foran hendes 12-årige datter og en veninde.
LÆS OGSÅ: Rikke er pissesur på politiet: "Kraftedeme om jeg betaler den bøde. Hvis I vil, kan I sætte mig i fængsel"
Men dagens dom betyder ikke, at Rikkes kamp er slut. Det afslører hun overfor Lokalavisen.dk.
"Jeg er naturligvis glad for, at jeg er har vundet sagen, men jeg vil helt klart kæmpe videre for, at forbrydere, specielt dem der gør noget mod børn, ikke bare kan gå frit omkring. Jeg mener, at de danske straffe er til at lukke op og skide i, og jeg er mere tilhænger af amerikansk lovgivning på det område. Derfor er næste step, at jeg, på en eller anden måde, vil arbejde videre på, at vores dommere begynder at udnytte landets strafferammer bedre," siger Rikke Louise Andersen til Lokalavisen.dk.
LÆS OGSÅ: Rikke vandt over politiet: Skal ikke betale bøde for at krænke blotter
Hun fortæller samtidig, at hun er blevet kontaktet af et politisk parti, som støtter op om hendes holdninger.
"Det var bestemt ikke meningen, at alt det her skulle ende med, at jeg skulle blive politiker, men jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at begive mig den vej. Det vil jeg lige tygge lidt på her den kommende tid. Hvis det er nødvendigt i forhold til at få ændret noget i det danske straffesystem, så kan det meget vel være, at jeg gør det," siger Rikke.
Hun må vente 14 dage på at se, om politiets anklagemyndighed vil anke dagens afgørelse fra Retten i Nykøbing Falster. Indtil videre er lykken stor.
"Om fem minutter skal jeg ned og hente min datter fra skole, og jeg glæder mig til at fortælle hende, at mor ikke skal i fængsel," siger en glad Rikke til Lokalavisen.dk.