Fortsæt til indhold

Drama på Lystrup Skole: Mand med elefanthue hev fat i 10-årig pige i skolegården

Politiet leder efter mand, der hev fat i en lille skolepige

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi modtog i går kl. 12.18 en anmeldelse fra Lystrup Skole om, at en ukendt mand havde hevet fat i en 10-årig pige, der legede fangeleg på legepladsen i et frikvarter. I forbindelse med legen løb pigen ind i et buskads for at gemme sig, da manden pludselig sprang ud og tog fat i armen på hende og råbte "nu har jeg dig". Pigen fik revet sig fri og løb væk, hvorefter manden løb væk derfra i retning mod Superbrugsen.

Der blev hurtigt sendt flere patruljer til stedet, heriblandt en hundepatrulje, der afsøgte området. Politiet har i løbet af onsdagen og igen her torsdag været til stede i Lystrup for at indsamle videoovervågning og for at forhøre sig i lokalområdet. Politiet hører meget gerne fra vidner, der kan have set manden i området ved Lystrup Skole og Superbrugsen i går ved middagstid. Manden beskrives som:

  • 25-50 år
  • 170-180 cm høj
  • Spinkel
  • Gik med usikker gang
  • Talte dansk
  • Var iført en elefanthue og en sort kasket med et hvidt bånd med kinesiske tegn
  • Bar en sort, langærmet bluse, sorte jeans med sorte knapper langs buksebenet og sorte sko med hvidt Nike-logo

Politiet vil især gerne i kontakt med en mand, der luftede sin schæferhund i området, da han kan være et vigtigt vidne i sagen. Har man oplysninger i sagen, bedes mand kontakte politiet på telefon 114.

Lokalavisen har været i kontakt med Lystrup Skole og afventer en opringning fra skolelederen.

jr