Fortsæt til indhold

Usædvanlig brutalt drabsforsøg med økse: Mor og 10-årig datter overfaldet midt om natten

En 40-årig mand fra Greve er varetægtsfængslet for drabsforsøg og vold natten til fredag

Krimi
Jacob Nielsen

En 43-årig kvinde og hendes 10-åige datter var udsat for et grusomt overfald udført af en maskeret mand i deres bopæl på Olsbækhave i Greve natten mellem torsdag og fredag.

Det afslører vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard fra Efterforskningsenheden i Midt- og Vestsjællands Politi, efter man lørdag har fået varetægtsfængslet den 40-årige mand fra Greve, som fredag blev anholdt i sagen.

Han er sigtet for drabsforsøg og grov vold ifølge bt.dk blandt andet begået med økse. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, og der er nedlagt navneforbud i sagen. Manden er varetægtsfængslet frem til den 7. juni.

"Det eneste jeg på nuværende tidspunkt kan sige, er, at der er tale om et usædvanlig brutalt og voldsomt drabsforsøg, hvor den forurettede kvinde har været udsat for omfattende skarp og stump vold og været i livsfare – ligesom hendes 10-årige datter, der var tilstede ved overfaldet også har været udsat for vold. Vi efterforsker sagen massivt – og der udestår forsat en omfattende række efterforskningsskridt i sagen" siger Bjørke Kierkegaard.

Søger vidner

Midt- og Vestsjællands Politi er interesseret i at høre fra eventuelle vidner, der måtte have set, hørt eller oplevet noget mistænkeligt i eller omkring området ved Olsbækhave i Greve natten mellem torsdag og fredag i tidsrummet fra omkring midnat til klokken 04 – herunder om nogen skulle have lagt mærke til en person klædt i mørkt tøj – muligt kørende på en cykel.

Politiet er ligeledes interesseret i at høre, om nogen efterfølgende skulle have bemærket eller fundet nogle af disse effekter efterladt:

• mørk beklædning

• mørk jakke og mørke - blålige bukser,

• sort elefanthue

• Kondisko / gummi sko, der kan være smidt, forsøgt bortskaffet eller efterladt i:

• Skraldespande,

• grønne områder, stisystemer, søer eller moser i området omkring Olsbækhave mod Nord – og ned mod strandområdet i østlig retning – de grønne områder omkring Greve idræts center og videre i sydøstlig retning til området omkring Lundemosen og videre ned mod Mosede Strand og Karlslunde Parkvej mod syd.

"Vi har forsat behov for så mange gode oplysninger som overhovedet muligt fra befolkningen i en sag af grov og voldsom karakter som denne”, siger vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard.

Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.