Mand fundet dræbt: Kvinde og to mænd anholdt
Politiet melder mere ud i løbet af søndagen.
Opdatering: Nordjyllands Politi oplyser søndag eftermiddag, at de tre anholdt fremstilles i grundlovsforhør klokken 15. Politiet vil kræve de tre fængslet. Derudover har politikredsen ikke yderligere kommentarer i sagen.
Lørdag aften blev en mand fundet død i Aalborg.
En kvinde og to mænd er anholdt i sagen. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Nordjyllands politi modtog lørdag aften klokken 22.50 anmeldelse om en livløs mand ved biblioteket på Rendsburggade i Aalborg.
Han blev kort efter erklæret død, og den umiddelbare besigtigelse af manden viste svære skader på kroppen, hvilket indikerede at han var blevet udsat for en forbrydelse.
Kort: Google Maps
I forbindelse med den indledende politimæssige indsats i – og omkring – gerningsstedet, foretog Nordjyllands Politi kort efter anholdelse af to mænd og en kvinde.
De tre anholdte er i alderen 31, 37 og 41 år gamle.
»Vi er massivt tilstede i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro, mens de tekniske undersøgelser på gerningsstedet pågår. Der ligger et stort efterforskningsarbejde foran os, hvor vi skal forsøge at klarlægge hele hændelsesforløbet både før og efter forbrydelsen,« oplyser Sune Myrup, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Derudover har politiet i Nordjylland ikke yderligere kommentarer for nuværende, men forventer at kunne oplyse mere i løbet af søndagen.